"Birkes"
Rigtige birkes er det ikke, for der mangler nogle lag - men godt smager disse birkeslignende boller - dog blot med 3 lag ;) Gode at have i fryseren til en hyggelig stund, med kaffe, te og birkes med smør.
Ingredienser til 24 "birkes"
200 gr. smeltet smør
2 dl. sødmælk
50 gr. gær
2 æg
1 tsk. groft salt
2 tsk. sukker
250 gr. tykmælk
800 gr. hvedemel
1 sammenpisket æg til pensling
Birkes til pynt
Hæld mælk, smeltet smør og gær i en skål og udløs gæren heri. Tilsæt de øvrige ingredienser, hold dog lidt hvedemel tilbage. Ælt dejen og del den i 2.
Rul den ene del til en rektangel på ca. 60x20 cm. Fold først 1/3 del ind over midten og derefter den anden 1/3 del fra den anden side, så der nu er en 3-lags dej i 60 cm. Skær dejen ud i 12 lige store stykker. Gentag med anden dejklump.
Lad birkesene hæve tildækket i 1,5 time. Pensles med sammenpisket æg og drysses med enten mørk eller lyse birkes.
Bages ved 220 gr. i ca. 15 minutter.
