Isdessert

Is er en af mine foretrukne desserter, da de kan laves i forvejen, og så har jeg mere tid til at forberede resten af måltiden. Her er en skøn isdessert, med smage af hvid chokolade, lakrids og citron. Dette var mit første forsøg, næste gang skal jeg være lidt mere grundig med chokoladeskallen, så den ikke får luftbobler. Opskriften har jeg fra bogen "lykken er is", en bog man bare må eje, hvis du elsker at lave is :)

 

Ingredienser til 12 isbomber

ISMASSEN:

400 gr. hvid chokolade

1 dl. piskefløde

100 gr. sukker

1/2 L minimælk

Saften fra 1 citron

Varm chokolade og fløde langsomt op i en gryde under omrøring, indtil chokoladen er smeltet. Tag gryden af varmen og rør sukkeret i. Tilsæt herefter mælk og citron. Massen blendes. Ismassen køles ned og køres på en ismaskine.

 

CHOKOLADESKALLER:

200 gr. hvid chokolade

2 tsk. rålakridspulver

Smelt chokoladen over vandbad og vend forsigtigt lakridspulveret i. Pensel silikoneformene (7 cm i diameter) og put dem på køl. Når skallerne er størknet, kan du tjekke, om der skal lappes, eller skallen er meget tynd, så pensel igen.

 

Når isen har konsistens som en tyk softice, sprøjtes den i chokoladeskallerne og sættes i fryseren, indtil de skal spises.

Server lakridssirup til.

Velbekomme :)