Beef Wellington

Det smager bare helt fantastisk, en favoritmenu til gæster, og så kan det meste, med fordel, laves dagen i forvejen. Jeg laver altid selv min butterdej, for jeg synes den købte klister i ganen ;) 

Ingredienser til 6 personer:

1 kg mørbrad (skal være samme tykkelse i hele stykket, få evt din slagter til at skære stykket til dig, ellers køb en stor og skær den selv til og brug evt. resterne til pasta med mørbrad

Dijon sennep

10 skiver parmaskinke

400 gr. mørke svampe, skåret i små stykker

2 store skalotteløg, skåret i små tern

3 fed hvidløg, skåret i små tern

1 håndfuld friskhakket oregano (jeg bruger oregano i stedet for rosmarin, da jeg ikke bryder mig om smagen af rosmarin)

1 håndfuld friskhakket timian

1 sammenpisket æg til pensling

Salt og peber

Flagesalt

Olie til stegning

1/2 portion butterdej

Varm olie i en pande og steg svampe, løg, hvidløg, oregano og timian over middel varme, til ALT væsken er fordampet og smag til med salt og peber. Stilles i kølesskabet til det er helt koldt.

Varm igen olie i panden og nu skal den være MEGET varm, krydre mørbraden på alle sider med salt og peber og steg alle 4 sider, så der dannnes stegeskorpe, men ikke for længe, du skal bare lige have lavet stegeskorpe. Kødet stilles også i køleskabet til det er koldt.

Når det hele er koldt, skal du lægge husholningsfilm ud på dit køkkenbord, stort nok til at du er sikker på at stegen kan rulles helt ind i den. Fordel de 10 stykker parmaskinke ud på filmen og smør herefter svampeblandingen jævnt ud over hele skinkefladen. Smør alle sider på den kolde mørbrad med sennep og læg den på midten af svampeblandingen. Skinken/svampeblandingen rulles stramt omkring mørbraden og den lægges i køleskabet mindst 1/2 time, men gerne til dagen efter.

Rul butterdejen ud så den er ca 1 mm tyk og så den er stor nok til at rulles om mørbraden. Pensel med æg i kanten af butterdejen og rul nu dejen omkring mørbraden. Luk dejen godt til, så saften bliver inde i dejen. Pensel hele overfladen med sammenpisket æg og drys med lidt flagesalt.

Bages på en rist i en forvarmet ovn på 190 gr. i ca 35 minutter, alt efter tykkelse. Kernetemperaturen skal være 52 gr, skal herefter trække i ca 10-15 minutter, så stiger kernetemperaturen og du får en lækker rosa midte. 

Jeg serverede små bagte kartofler og rødvinsglace til.

Velbekomme