Fiskefrikadeller
Disse fiskefrikadeller er grovhakket, men du kan sagten putte fisken i foodprocesseren sammen med løgene, så det bliver en finthakket fiskefrikadelle. De smager godt, både med kartofler eller blot et godt stykke rugbrød og remoulade.
Ingredienser til 12 fiskefrikadeller:
750 gr. hvid fisk - jeg brugte havkat, for det var, hvad jeg havde. Du kan også bruge torsk eller lys sej, det er vel mere normalt.
2 løg
1/2 squash
1 chili (kan undværes)
1/2 bakke karse
1 æg
3 spsk hvedemel
friskkværnet peber (rigeligt)
ca 1 spsk groft salt
smør og olie til stegning
Hvis du ønsker en grov fiskefrikadelle, hakkes fisken i små tern. Løg og chili puttes i en minihakker, hvis du vil have en finhakket fiskefrikadelle, putter du fisk, løg og chili i en foodprocesser. Det hele blandes i en skål.
Riv squashen fint, og lad den dryppe af i en sigte, inden den puttes i. Tilsæt herefter æg, hvedemel, karse, salt og peber og rør godt rundt.
Varm smør og olie på en pande, og sæt fiskefrikadellerne af på panden med en ske. Lad dem få en god stegeskorpe. Hvis du laver grove fiskefrikadeller, skal du være forsigtig, når du vender dem, de skiller let ad.
Velbekomme 
