Gullashsuppe af krondyr

Vi går og skrænter lidt med ondt i halsen, og så er der bare ikke noget bedre end en smagfuld suppe. Derfor står aftensmaden på gullashsuppe af krondyr.

Ingredienser til 8-10 personer:

1,5 kg krondyrsklump skåret i mundrette stykker

1 kg. kartofler, skrællet og skåret i mundrette stykker

8 gulerødder, skrællet og skåret i 2 mm tykke skiver

3 store løg, skåret i små tern

6 fed hvidløg, skåret i små tern

2 rød peber, skåret i mundrette stykker

1 frisk chili, skåret i meget små stykker

4 spsk. sød paprika

2 små ds. tomatpure

2 ds hakket tomater

2 l oksefond

4 laurbærblade

1/2 l mørk øl

1 spsk sukker

Olie til stegning

Salt og peber

evt. chilipulver, hvis du ønsker suppen ekstra stærk

Varm olien i en jerngryde og steg krondyrskødet, måske af 2 omgange, så det ikke kommer til at koge. Tag kød og evt. saft op i en skål. Hæld mere olie i gryden og sauter løgene, tilsæt herefter hvidløg og lad det stege yderligere 1 minut.

Tilsæt kødet, peberfrugt, gulerødder, paprika og tomatpure og lad det hele steget et par minutter. Herefter tilsættes hakkede tomater, oksefond, laurbærblade, chili, sukker, salt og peber.

Når retten koger hældes øllen i og det hele simre 2,5-3 time. Herefter tilsættes kartoflerne og de koger med i ca. 20-30 minutter, alt efter størrelsen. 

Smages til med salt, peber og evt. chilipulver.

Jeg serverede grydebrød til.

Velbekomme