Pasta med alt godt fra havet
Denne pastaret smager dejligt, og er en succes for de, som ikke er specielt vilde med fisk. Jeg har givet et forslag med skaldyr, men lyse fiskestykker kan også sagtens bruges. Du skal blot gå udenom fede fisk, som f.eks laks.
Ingredienser til 4 personer:
1-1,5 pk frisk pasta
16 tigerrejer, pillet og den sorte tarm på ryggen er fjernet
12 kammuslinger
2 net blåmuslinger
3 små løg, skåret i små både (er det sæson, så køb friske)
1 bdt. forårsløg, skåret i tynde ringe
1 finthakket chili
4 fed finthakket hvidløg
1 tsk. cayennepeber (hvis din chili ikke er super stærk)
1 dl. Hvidvin, Reisling - resten drikkes til maden ;) Ellers bare hvad du har.
Olie til stegning
Friskkværnet peber
Flagesalt
Skrub blåmuslingerne rene, de som ikke er lukket, bankes let og så skal de lukke sig sammen, gør de ikke det, smider du dem ud. Blåmuslingerne koges 3-4 minutter i letsaltet vand, alt efter størrelse. Du må kun bruge, de muslinger, som har åbnet sig igen, resten smides ud. Lad dem køle lidt af i en si, du skal pille muslingerne ud af deres skal.
Steg tigerrejerne på en meget varm pande, med olie. Ligeså snart de er blevet rosa, tages de af, og lægges til side, til senere. Steg dem endelig ikke for meget, så bliver de seje.
Varm olie i en sautepande og sauter løg, hvidløg, frisk chili og evt. cayennepeber. Tilsæt hvidvinen. Imens varmer du endnu en pande med olie, den skal være meget varm. Her steger du kammuslingerne på begge sider. Du tæller til 30 på hver side, så er de klar, de må endelig ikke blive gennemsteget.
Imens bringes letsaltet vand i kog til den friske pasta, og kog pastaen efter anvisningen.
Den kogte pasta, de pillede muslinger, tigerrejer og blåmuslinger vendes i sautepanden med løg, hvidløg og chili.
Serveres i dybe tallerkerne, toppet med forårsløg, flagesalt og friskkværnet peber.
Jeg serverede brucetta med tomatsalsa.
Vi drak Riesling Fritz Haag 2019 til retten, den gik lige, men det kan være svært at finde hvidvin til chiliretter.
Velbekomme 
