Spanske coca de vidrio
Sprøde, knasende og bare lidt søde kager eller er det småkager, måske kiks? Uanset så smager de bare rigtig dejlig til en god kop kaffe.
Ingredienser til 12 coca de vidrio
2,5 dl vand
1/2 dl smagsneutral olie, f.eks vindruekerneolie eller rapsolie
10 gr. gær
2 tsk salt
7 dl hvedemel
Topping
1 dl sukker
1/4 dl vand
mandelflager
Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt og olie. Ælt herefter hvedemelet i, lidt ad gangen, måske du ikke skal bruge det hele.
Lad dejen hæve i ca 1 time. Imens putter du sukker og vand i en lille gryde og lader det koge, til sukkeret er opløst, det skal helst ikke køle helt af, inden du skal bruge det, for så bliver det svært at smøre på kagerne.
Del dejen i 12 stykker og rul dem ud MEGET tyndt, hvor de lægges på en bageplade med bagepapir. De pensles med den kogte sukkersirup og drysses med mandelflager og lidt ekstra sukker.
Bages i en forvarmet ovn på 250 gr. i ca 8-10 minutter. Hold øje med dem, da de lige pludselig bliver meget mørke.
Afkøles på rist og opbevares i lufttæt beholder, så kan de holde sig sprøde, uden at blive seje.
