Denne ret er super nem at lave og så er den dejlig smagfuld. Jeg elsker salsiccia på pizza og tænkte, den måtte kunne bruges til en lækker pastaret - den kommer her :)
Ingredienser til 4 personer:
4 salsiccia pølser med fennilkesmag
1 stor pakke frisk pasta eller 2 små, kogt efter anvisning på pakken
1 bakke cherrytomater, ca 20 stk
2 fennilker
1 løg
1 tsk. fennilkefrø (kan undlades, hvis ikke du ønsker fennilkesmagen så kraftig)
1 spsk. hvidvinseddike
2,5 dl. madlavningsfløde
Olie til stegning
Salt og friskkværnet peber
Ovnbagte cherrytomater:
Skær tomaterne over i halve, læg dem i et ovnfastfad, med den skårne side opad. Hæld lidt olie, salt og peber over. Bages i ovnen i ca 45 minutter ved 150 gr.
Fennilkesauce:
Skær 1,5 fennilke og løget i tern, dette skal sauteres i olie. Herefter tilsættes hvidvinseddike og fløde. Det hele simre i 5 minutter, hvorefter det blendes til en glat masse. Smages til med salt og peber. Holdes lun eller varmes op, lige inden servering.
Stegt salsiccia:
Skær skindet op på pølsen, for du skal kun bruge kødet indeni. Skær den halve fennilke, som du ikke har brugt, i meget fine tern. Varm olie på en pande, steg fennilketern og salsiccia til alt væsken er fordampet. Kryder evt med 1 tsk. fennilkefrø, men er du ikke til den kraftige smag af fennilke, så kan det sagtens undlades.
Anret med pasta i bunden, sauce over og toppet med salsiccia, ovnbagte cherrytomater og den grønne top fra fennilken, samt friskkværnet peber.