Hyldeblomstsaft

Hyldeblomstsaft smager af sommer, den er nem at lave, så det er bare at tage kurven under armen og ud og plukke hyldeblomster.

Ingredienser:

5 l vand

2 kg. rørsukker (Eller almindelig sukker, hvis du ønsker en helt lysegul saft, denne saft bliver lidt mørkere)

2 ps. citronsyre (40 gr.)

10 citroner

100 skærme hyldeblomster

Kog vand og sukker til sukkeret er helt opløst, imens ryster du hyldeblomsterne fri for dyr og klipper de grønne stilke af, de smager nemlig bitter. Læg skiftevis hyldeblomster og skiver af citron i en skål. Pres citronerne let med hånden, inden du lægger dem over hyldeblomsterne, så der frigives lidt citronsaft. 

Når sukkeret er opløst i vandet, røres citronsyren i og hældes over blomster og citroner. Det hele trækker i 3 dage ved ca 15-18 gr. En kælder er god at stille det i.

Hyldeblomstmassen sies igennem et klæde og hældes på rengjorte flasker. Jeg bruger også rengjorte mælkekartoner, så kan jeg fryse saften ned, til senere brug.

Velbekomme